Opdagelse

Beduinhyrden hørte et hvin fra hulen og klatrede ind fra hulens mund for at undersøge, hvad der forårsagede hvinet. I hulen fandt drengen en forseglet keramikgryde, som han åbnede for sin nysgerrighed. Indeni var der 7 ruller pergament, drengen syntes godt læder var værd at genvinde for skomageren. Bethlehemsskomageren byttede pergamenterne ud med sandaler, men undersøgte læderet nærmere, inden han genbrugte det og lagde mærke til teksten på det.

​

Skomageren ringede til Jerusalem, og oplysninger om de fundne pergamenter nåede Sukenik, en professor i arkæologi og Bibelen. Sukenik fik undersøgt rullerne, og han købte straks tre af dem. Resten af skomageren solgte den til et syrisk kloster, hvis storby tog rullerne til USA for salg.  

​

1955 Staten Israel købte rullerne fra USA med midler doneret af en lokal jøde, $250.000, tilbage til Israel, hvor de nu er i Jerusalem ved Boghelligdommen med andre opdagelser.

​

Da viden om skriftrullernes værdi spredte sig blandt beduinerne i begyndelsen af 1950'erne, begyndte et kapløb mellem mulige beduiner og arkæologer om mulige nye opdagelser. I 1952 begyndte arkæologer systematiske udgravninger i Qumran-området, da der blev fundet mere end 700 skriftruller og titusinder mindre. Under udgravningerne blev også ruinerne af essenernes klosterkompleks (en religiøs jødisk sekt på Jesu tid) fundet.

​

Hvorfor var opdagelsen en sensation?

Aldrig før havde forskere haft adgang til sådanne gammeltestamentlige tekster. Fundene indeholdt dele af alle Det Gamle Testamentes bøger undtagen Esters Bog. De fleste af teksterne er på hebraisk, nogle få på aramæisk og græsk. De er hovedsageligt fra omkring 100 f.Kr. Samuelsbogen er den ældste og går tilbage til 400 f.Kr. Den bedst bevarede enhed er Esajas' Bog. Den er 2100 år gammel. Nu var det muligt for bibelforskere at sammenligne vor tids Gamle Testamente med Jesu. Samlet set har tekstændringerne været meget små. De fundne skrifter og ruiner giver et nyt billede af jødedommens mangfoldighed på Jesu tid, altså kristendommens baggrund. . Takket være opdagelserne ved vi nu meget mere om datidens samfund, økonomi og politik, udviklingen af det hebraiske og aramæiske sprog.

​

Ruinområde

Hovedbygningen har haft et tårn, et mødelokale, et skriverum, hvor blækflasken stadig indeholdt blæk på opdagelsestidspunktet, et køkken, en spisestue, vandtanke, hvortil der var trukket vand fra bjergene. Hele området var beskyttet mod angribere af en mur, hvorfra der stadig er rester. I nærheden fandt man også et keramikværksted med ovne og et keramikhjul.

Fælleskirkegården er 50 meter  øst for bygningerne. Her er omkring 1.100 grave. Billederne viser resterne af bassiner til rituelle bade. Trappen er opdelt i to dele: Den ene side blev brugt ved nedstigning i vandet og den anden ren ved opstigning.

​

Essæerne

​

Indtil nu var der ikke meget kendt om esseernes sekt. Det er aldrig nævnt i Det Nye Testamente. Den jødiske historiker Josefus Flavius og et par andre samtidige nævner det i deres beretninger.

​

Essæernes samfund omkom, da Johannes Hyrcanus I, konge af Hashmon, udnævnte sig selv til ypperstepræst i templet i Jerusalem. En række jøder kunne ikke acceptere dette, da de sagde, at dette ville have ført til den græske kulturs sejr. Dette sæt er tilbage  under ledelse af en ypperstepræst i Qumran-området, og de etablerede deres eget klostersamfund der.

​

Den højeste myndighed i samfundet var "Retfærdighedens Lærer". De kaldte sig selv "fattige". De havde fælles ejendom og beslutninger om fællesskabet blev truffet på demokratisk vis.

​

Ifølge doktrinen var de retfærdige ved lov, hvor de gik forbi farisæerne.

Ligesom farisæerne troede de på nattens opstandelse og betragtede sig selv som sandt Israel, lysets børn. De ventede på både den åndelige og verdslige Messias. "Omvend dig, for Himmeriget er nær." De brugte også vor Faders bøn, undervist af Jesus. Der er også en lighed i deres skrifter med for eksempel Jesu bjergprædiken: "Salige er de fattige i ånden, for deres er Himmeriget."  De fik både en vanddug og et fælles måltid af et velsignet brød og kop. De holdt sig nøje til reglerne for renselse af jødedommen. Oprydningen fandt sted i et fællesbassin. Rensning betød mere åndelig end fysisk renhed.

​

Essæernes liv i Qumran sluttede med ødelæggelsen af samfundet under den jødiske krig, som sluttede i 70 e.Kr. Til Jerusalems ødelæggelse.

Måske var den kommende ødelæggelse til at tage og føle på, og derfor gemte samfundet omhyggeligt sine skrifter i potter i hulerne i Qumran.

​