top of page

Ikonerne er en påmindelse om kirkens fælles fortid. De var almindelige i både den østlige og vestlige kirke. De er  hellige billeder. De bliver ikke tilbedt, men de gør det lettere at fokusere tanker og bønner på hellige personer eller begivenheder. De er vinduer til evigheden.

IKONER I KIRKEN

Kirkesal  fronten har en billedvæg, eller ikonostase, med flere forskellige ikoner. Ikonet, der repræsenterer Kristus, er altid til højre for den hellige port, og ikonet for Guds Moder er til venstre. Evangelister er afbildet på dørene til Den Hellige Port. Sidedørene har ærkeengle. Ikonet for aftensmad er over porten.

Et ikon relateret til det aktuelle år i kirkeåret bringes altid på bordet i kirkesalen. Normalt har kirken også et ikon af helgenen, som kirken er viet til.

IKONER HJEMME

 

Der er altid et lille hjemmealter i en ortodoks familie. Det centrale ikon er ofte ikonet for Guds Moder og andre ikoner på hver side af det. Familiemedlemmer kan have et ikon af helgenen, der døbte ham. Det er denne hellige mand, der opfattes som sin egen forbeder.

I Karelen har det været skik at sætte en "Käspaikka" rundt om hjemmealteret

Nogle meget værdifulde ikoner er beskyttet fra toppen med en metalplade eller ris. I dette tilfælde kan kun ansigtet og hænderne være synlige på ikonet.

En pære lyser på hjemmealteret foran ikonet.

Karjalassa on ollut tapana laittaa kotialttarin ympärille "käspaikka"

Jotkut erittäin arvokkaat ikonit suojellaan päältä metallilevyllä eli riisalla. Tällöin ikonista saattaa näkyä vain kasvot ja kädet.

Kotialttarilla ikonin edessä palaa lampukka.

MALERING AF IKONERNE

Ikonerne er malet  traditionelt på en træoverflade, men nu ofte på en tyk spånplade. Pladens overflade er dækket af et hørklæde, som pensles flere gange med kridtmel og gelatine. Nogle gange bruges sandpapir til slibning.

Malingerne er lavet af jordpulver, som blandes med vand og æggeblomme. Nogle gange bruges guld også i ikonerne.

En ikonmaler skal kende præcis de regler, han eller hun skal følge, når han laver et billede. Farven på forskellige menneskers tøj kan være meget veldefinerede, som maleren ikke må afvige fra.

Til sidst behandles ikonet med bivoks og først når det er velsignet, anses det for at være klar.

Ikonimaalarin on tarkasti tiedettävä säännöt, joiden puitteissa hänen on pysyttävä luodessaan kuvaa. Eri henkilöiden vaatteiden väri voi olla hyvinkin tarkasti määriteltyä, josta maalari ei saa poiketa.

Lopuksi ikoni käsitellään mehiläisvahalla ja vasta kun se on siunattu, katsotaan sen olevan valmis.

bottom of page